Du opnår stordriftsfordele ved at investere i en investeringsforening i form af større risikospredning og professionel formuepleje, end hvis du investerer direkte i aktier eller obligationer.
En investeringsforening kan have mange afdelinger. Hver afdeling specialiserer sig indenfor et område, f.eks. et geografisk område (europæiske aktier), en bestemt type værdipapir (virksomhedsobligationer) eller en bestemt branche (medicinalaktier).
En investeringsforening er ejet af medlemmerne. Du bliver medlem af en investeringsforening ved at købe investeringsbeviser i en af investeringsforeningens afdelinger, hvorved du bliver medejer af en række forskellige aktier eller obligationer.
Hvordan købes beviserne?
Investeringsforeningsbeviserne kan tegnes ved henvendelse til din bank. I Danmark handles investeringsforeningsbeviser på samme måde som aktier.
Sådan er foreningen organiseret
Bestyrelsen har det overordnede ansvar og lægger rammerne for investeringsforeningens arbejde. Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamlingen, som typisk afholdes i løbet af foråret. Alle medlemmer har adgang til generalforsamlingen og ret til at stemme i forhold til det beløb, som de har investeret. Der kan dog være stemmeretsbegrænsninger, som vil fremgå af investeringsforeningens vedtægter.
De fleste investeringsforeningers daglige administration varetages af et administrationsselskab. Bestyrelsen for en investeringsforening kan også vælge, at der skal ansættes personale direkte i investeringsforeningen. Investeringsforeningens administrationsselskab eller direktør har ansvaret for den daglige drift af investeringsforeningen.
På den årlige ordinære generalforsamling vælges desuden investeringsforeningens revisorer og årsregnskabet vedtages.
Vedtægterne er investeringsforeningens juridiske fundament. Her beskrives bl.a. grænserne for administrationsomkostningerne, dagsordenen for generalforsamlingen samt eventuelle begrænsninger af stemmerettigheder. Prospektet er ’kontrakten’ mellem medlemmet og investeringsforeningen. I prospektet oplyses investeringsuniverset samt den valgte investeringsstrategi. Vedtægter og prospekter kan læses her på hjemmesiden.
Lovregler og tilsyn
Alle danske investeringsforeninger er underlagt reglerne i lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Disse regler indebærer blandt andet, at der er begrænsninger på, hvor stor en andel af en afdelings formue, der må investeres i enkelte selskaber. En investeringsforening samt nye afdelinger skal altid godkendes af Finanstilsynet, forinden afdelingen kan udbydes til investorer.
Finanstilsynet udøver den offentlige kontrol med investeringsforeningerne. Revisorerne reviderer investeringsforeningens regnskab og foretager kontrolbesøg. Desuden skal investeringsforeningens depotselskab foretage kontrol med bestemte områder af investeringsforeningens virksomhed, hvilket fremgår af lov om investeringsforeninger og specialforeninger.